Slået op d.

Min rejse:

Mange mennesker lever et liv i overhalingsbanen. Hvorfor har vi så travlt?

For mig var det en flugt. Jeg havde svært ved at være alene. Jeg kunne lide tanken om en aften på sofaen – alene. Jeg havde det bedst med mennesker omkring mig.
Jeg flygtede ubevidst fra mit indre. Stilheden udløste mange tanker, som jeg ikke kunne forholde mig til og grundet undertrykte følelser, havde jeg uro i kroppen.
Jeg har padlet løs på overfladen med andre mennesker, som min redningsvest i frygt for, at synke til bunds i mine følelsers vold.
Sådan har en stor del af mit liv været, indtil dagen kom, hvor jeg mødte mit spejlbillede, en af mit livs største lærermester – kaos var overalt, at jeg til sidst flygtede ud af relationen, men så kunne jeg heller ikke flygte mere.

Jeg var psykisk afkræftet. Jeg kunne ikke sætte min lid til at andre mennesker ville redde mig – ansvaret var mit. Så jeg havde ingen andre udveje end synke til bunds i mit indre kaos.
Det føltes som en uendelighed at komme derned. Jo længere jeg kom ned, des mere mørkt blev mit indre og smerten voksede. Jeg prøvede flere gange at kæmpe imod og hoppe i offerfrakken, men intet hjalp, jeg sank kun dybere og dybere.
Da jeg ramte bunden, føltes det som smertehelvede af uforløste følelser, jeg var tvunget til at være i.
Jeg følte mig magtesløs med selvdestruktive tanker.
Samtidig vidste jeg, at livet ikke stiller os større udfordringer, end vi kan klare.

Jeg oplevede fysisk træthed, efter mange års undertrykkelse, samtidig opstod der en ro – jeg ikke skulle kæmpe mere – bunden var nået. Der var kun en vej nu og det var op igen.
I starten af processen, så jeg kun målet. Det var først da jeg begyndte, at forholde mig til det enkelte skridt i processen, at der begyndte at ske en forandringen i mig.
Der lå simpelthen en indsigt i hvert et traume, der blev forløst, som jeg kunne tage med videre.
Jeg lærte også at græde på en måde, jeg aldrig havde grædt før – hulkende… oplevede forløsningen i tårerne.

Da jeg lå lige under overflade, føltes det som en evighed, inden jeg kom helt op. Det var en frustrerende tid, for jeg havde arbejdet med mig selv længe; personligt som spirituelt – så hvorfor kunne jeg ikke blive 100% forløst?

Min tålmodighed blev ligeledes sat på en prøve. Jeg havde mest lyst til, at opgive det sidste stykke med en overbevisning om, at jeg havde det godt nok. Men ’godt nok’, er bare ikke det bedste, blot en ubevidst måde at nøjes eller springe over hvor gærdet er lavest.

Det sidste stykke inden jeg kom op gennem overfladen, handlede om min ubetinget kærlighed til mig selv.
At elske mig selv ubetinget, var den helt store udfordring at arbejde med.
Og mit eget negative ego, blev min vigtigste læremester i den proces.

Jeg har løbende fået tilsendt vejleder og uddannelser, som skulle fremme min personlig og spirituelle udvikling, det eneste krav til mig, var at jeg sagde ’ja tak’, når hjælpen var der, da vi har det frie valg til at handle.
Jeg kunne hverken have været den personlige, som spirituelle udvikling foruden, ift. at nå til følelsen af autencitet, balance og ja som sagt ubetinget kærlighed på alle planer.

Jeg har været nødsaget til at kende mine egne skyggesider, som kvalte mit eget lys, for at jeg i dag kan udfører den opgave, som er min sjælspotentiale; vejlede og guide mennesker til den ubetinget kærlighed, gennem personlig og spirituel udvikling.

Samtidig skal det også siges, at min udvikling aldrig stopper og det er en sand fornøjelse at mærke. Jo renere jeg står, des klarere ser jeg, inkl. i mit arbejde.

Alting starter indefra og ud.

Følg hjertet

Angelika